Baby og mad: Sådan bliver du en amme-haj! ⋆ Mama's House

Baby og mad: Sådan bliver du en amme-haj!

Baby og mad

BABY OG MAD: Det tekniske i amning kan hos nogle kvinder drille. For selvom man skulle tro at det bare går som i smør (den der natur er jo mega godt indrettet???), så går det i nogle tilfælde i vasken! OBS! Tal fra 2016: Kun 11,7 procent ammer længere end 26 uger (1/2 år) og lidt over halvdelen 55,8 procent ammer i mere end 17 uger (ca. 4 måneder).

Hvad gør vi så? Amning for at blive vellykket handler i princippet og 4 grundelementer:

  • Hud mod hud – primært hos mor og så meget som muligt
  • Hyppig amning, når baby vil og minimum 8 gang i døgnet
  • Laidback (tilbagelænget) ammestilling eller en anden god ammestilling
  • Amning er en fælles forældreopgave

Hud mod hud og baby

Hud mod hud, hvor din baby ligger nøgen (evt. iført ble) på dit nøgne bryst, understøtter de fysiologiske mekanismer for mor og barn efter fødslen. Du får gang i din mælkeproduktion indenfor de første 3 døgn, og din baby bliver klar til at få mad i intervaller. Brug hud mod hud, så meget som det er muligt, primært hos mor.

Når du og din baby ligger hud mod hud, så hjælper du det med at balancere sit energiforbrug, så det kun forbruger den energi, det har behov for. Din baby regulerer sit hjerteslag og sin vejrtrækning langt bedre, når det ligger hos dig. Ligesom din baby meget bedre kan holde sin temperatur, fordi dit bryst hjælper det til at holde det varmt.

På den måde hjælper du din baby til, at det kun bruger energi på at spise.

Fordelene for dig er, at du udskiller mere oxytocin. Oxytocin virker ikke kun sammentrækkende på din livmoder under fødslen, det hjælper også på nedløbsrefleksen*. Moderkagen producerer hormoner, der hæmmer mælkedannelseshormonet prolaktin. Når moderkagen fødes, ophører størstedelen af produktionen af de prolaktinhæmmende hormoner. På den måde stiger udskillelsen af prolaktin efter fødslen.

Derudover er hud mod hud også en fordel, fordi du vil være langt hurtigere til at reagere på din babys signaler om sult. Sådan at du får din baby lagt til brystet, når det siger til.

*Refleks der får mælken til at løbe. Mælkekirtlerne trækker sig sammen og udskiller mælken igennem mælkegangene og ud gennem brystvorten.

Hyppig amning

Det andet vigtige råd for at øge chancerne for et succesfuldt ammeforløb er hyppig amning. Dit barn skal ammes, når det viser tegn til at have behov for brystet. Mindst 8 gange i døgnet. Det første døgn skal barnet som minimum til brystet 3-4 gange. Når du lægger dit barn til hyppigt, hjælper det på din mælkeproduktion.

Ved at amme hyppigt kan du forebygge forsinkelse i, at mælken løber til og risiko for et kort ammeforløb. Fordelene ved hyppig amning er også, at du kan reducere brystspændinger og risikoen for, at dit barn får gulsot.

Når du ammer hyppigt, hjælper du også din baby med at holde dets blodsukker mere stabilt. Når din baby får fedtstoffer og proteiner fra din mælk, så dannes der sukker i blodet, så blodsukkeret holdes konstant. Rigtig mange kvinder oplever hyppig amning som en udfordring. Måske havde du endelig glædet dig til at få din krop igen – helt for dig selv?

Så er det ikke helt, som du forventede, fordi der ligger din baby så på dit bryst. Suger og spiser af dit bryst. Hele tiden. Uden pauser.
Det kan være en rigtig god idé at tale åbent om de tanker og følelser, fordi det er hverken forbudt, skammeligt eller noget der gør dig til en dårlig mor, hvis du synes, det er lidt for meget af det gode med en baby, der hænger konstant på dig.

Heldigvis dur din partner også! Selvom det anbefales, at det primært er dig der har hud mod hud kontakt med din baby, er din partner det allerbedste alternativ til dig. Benyt dig af det, så du også i perioder kan få ro til en lur, gå i bad eller komme ud og få lidt frisk luft.

Laidback ammestilling, fantastisk til dig og baby

Når du ammer i en tilbagelænet stilling eller en anden stilling, der er behagelig for dig og din baby, bliver dit barns suttereflekser stimuleret bedst muligt. Hvis dit barn sutter godt, bliver din mælkeproduktion også stimuleret bedst muligt.

Når I benytter jer af denne ammestilling, vil din baby have mindre tendens til at trække i dit bryst under amningen. Ligesom I automatisk ligger tæt hud mod hud.

Din baby bliver stimuleret til at bruge dets medfødte reflekser og på den måde, kan det selv finde ud af at spise. Det er en god idé at lade dit barn selv finde sin vej til brystet første gang efter fødslen, så begynder det at spise, når det er klar.

Lader du baby finde vej til brystet selv, vil det oftest tage under en time. Det er godt for dit barn, hvis du lader være med at forcere processen, men derimod giver din baby ro og tid til selv at finde brystet.

I facebook-gruppen “Mama’s Support” kan du finde indlæg omkring hvordan laidback amningen ser ud.

Fælles forældre opgave at få amningen til at lykkes

Når din partner er aktiv og støttende omkring amningen af din baby, er der større sandsynlighed for, at amningen vil fortsætte. Fordi du vil føle større styrke til at gå igennem ammeforløbet på trods af de udfordringer, der opstår undervejs.

Det kan derfor være en god idé, at du og din partner taler om jeres forventninger til barselsdagene. Hvordan I tænker, at du kan få bedst mulig støtte, hvordan I bedst kommer igennem perioden med en nyfødt og så videre.

Næste gang venter der endnu et indlæg om amning – denne gang med temaet “hvordan virker amning egentlig?”

Mangler du hjælp til at blive en amme-haj? Jeg tilbyder at komme hjem til dig på ammebesøg og du kan tilmed tilkøbe en SØLV-barsel.

Click Here to Leave a Comment Below

Leave a Reply: