Bogen om migræne: Mor med migræne ⋆ Mama's House

Mor med migræne

Migræne Yoga

MOR MED MIGRÆNE:  Bogen tilbyder alsidig og evidensbaseret viden omkring migræne i forhold til planlægning af graviditet, fødsel, barsel og familieliv. Bogen er særlig målrettet dig med migræne, der gerne vil være gravid, er gravid eller på barsel. Bogen giver dig en masse nyttige værktøjer, tips og redskaber til at komme godt igennem processen uden for meget bøvl med migrænen.

En lang række eksperter bidrager med viden fra forskellige vinkler.

En del af dem, der bidrager, har selv migræne og/eller beskæftiger sig med migrænikere i deres virke.

Kapitlerne i bogen

I hvert kapitel er der interviews med kvinder, der har migræne inde på livet. Interviewpersonerne repræsenterer kvinder i forskellige faser af det “at stifte familie”. Der er blandt andet: en kvinde der er i fertilitetsbehandling, en gravid, en der oplevede at få migræne for første gang under graviditeten, nybagte mødre på barsel, en der har tvillinger, og flere som allerede er mødre, der fortæller om familielivet med migræne.

Vi har en forventning om, at interviews af både kvinder, der har migræne inde på livet, deres pårørende og en sundhedsplejerske, kan bidrage med selvindsigt, støtte, samhørighed og redskaber til at udforske andre måder at håndtere sit liv med migræne på.

Feedback fra læseren Heidi (om et af redskaberne i bogen):

”Det er super godt. Og hvor er det godt, der lige kommer et billede på. Det kan sådan nogle som jeg med billedlig hukommelse og forståelse rigtig godt lide. Det får én til at tænke, ligesom i tidligere kapitel mærk dig selv. Nu skal man så bare mærke efter på en anden måde – man skal tænke! Jeg er vild med det.

Også selvom man måske har en partner, der ikke lige gider at bruge tid på at sidde og tegne cirkler (f.eks. min mand, han kan godt stille sig uforstående overfor sådan noget ”nymodens noget”). Men uanset hvad kan det give én selv noget at reflektere over og noget man sagtens kan samtale om med sin mand, hvis han nu ikke vil sidde og ”tegne”. Det er super godt!”.

Er du nysgerrig på bogens indhold? Så kommer den her:

Kapitel 1. Hvad er migræne?

I kapitel 1 gennemgås migrænens ”Historie, teorier og behandling”, herunder en beskrivelse af ”Migræne, hvad er det?” og ”Migræne og arvelighed”. Derudover gennemgås en række symptomer, hvordan læseren selv kan se på triggere, og derved få mulighed for at forebygge migræneanfald. Den nyeste viden om anfaldsmedicin og forebyggende medicin gennemgås ligeledes.

Kapitel 2. Smerter og deres betydning

I kapitel 2 beskrives den tidligere forståelse af smerter versus en moderne smerteforståelse. Ligesom det også beskrives, hvordan påvirkningen af din smerteopfattelse kan ændres af forskellige faktorer, der påvirker den som for eksempel søvn og stress.

Kapitlet beskriver ”Hvad er Placebo og Nocebo?”, og det giver læseren en større forståelse af, hvordan sprogbrug kan påvirke opfattelsen af omgivelser, omstændigheder og hændelser i en negativ eller positiv retning – i relation til smerter.

Kapitel 3. Betydningen af din tilgang til livet

I kapitel 3 præsenteres forskellige mestringsstrategier (coping) herunder, hvordan positive tanker og værdiladede ord kan påvirke sindet. Det gennemgås også, hvordan det er at være rask versus syg, når man er migræniker – i migrænefrie perioder fungerer man helt som vanligt.

Hjernens opbygning beskrives for at give en forståelse af, hvordan oxytocin (populært kaldet kærlighedshormonet) påvirker krop og psyke. Viden om mindfulness og konkrete øvelser giver læseren et redskab til at mestre migrænen.

Kapitel 4. Din sundhed

Kapitel 4 indeholder generel viden omkring Kost, Rygning, Alkohol og Motion i forhold til migræne. Herunder får læseren konkrete redskaber til at afprøve, om hun har fødevaremigræne blandt andet i form af en udelukkelsesdiæt, som hun kan følge. Vi kommer også omkring yoga til smertehåndtering under migræne anfald.

Herunder præsenteres et yogaprogram, der kan bruges til for eksempel forebyggelse af migræne, ved akut opståede anfald eller for at øge det personlige velvære under graviditeten. Viden om vitaminer og mineraler som en del af forebyggelsen af migræne gennemgås samt Små Skridt metoden.

Kapitel 5. Migrænevenlig mad

Kapitel 5 omfatter opskrifter, idéer og inspiration til migrænevenlig mad, det vil sige mad, der ikke trigger migrænen. Læseren får inspiration til et basislager og en migrænevenlig indkøbsliste.

Dertil kommer opskrifter inden for kategorierne: Morgenmad, frokost, aftensmad, mellemmåltider, snacks, det søde liv, cravings og drikkevarer. Kapitlet afsluttes med en kostplan til to personer, der kan bruges med henblik på vægttab og/eller at teste, om personen har fødevaremigræne.

Kapitel 6. Planlægger du at blive gravid?

Kapitel 6 beskriver, hvilke overvejelser kvinden kan gøre sig, når hun planlægger graviditet. Vigtigheden af kropsbevidsthed gennemgås, da dette kan hjælpe den enkelte til at finde ro. Afslapningsteknikker indgår i afsnittet om kropsbevidsthed. Når graviditeten udebliver omfatter et interview med en kvinde, der gennemgår fertilitetsbehandling. Her berøres de tanker og følelser, der kan opstå.

Kapitel 7. Graviditet

Kapitel 7 beskriver graviditetens påvirkning, kropsforandringer, levevis i graviditeten, smertehåndtering og medicin under graviditeten. Hertil suppleres med zoneterapi mod migræneanfald og som igangsættelsesmetode. Sundhedsplejerske Lisbeth Villumsens ”Din livscirkel” præsenteres også (materiale med tilladelse til gengivelse).

Kapitel 8. Fødslen

Kapitel 8 gennemgår overvejelser omkring hjemmefødsel, hospitalsfødsel og kejsersnit. Fødslens faser gennemgås, herunder viden omkring fødselshormoner, migræneanfald under fødslen, zoneterapi som smertelindring, fødslens psykologi og et særligt afsnit til partneren under fødslen.

Naturlig smertelindring præsenteres sammen med viden om Mindful Birth, vandfødsel, vejrtrækningsmetoder (den samme vejrtrækning som promoveres via ”Smertefri fødsel”), massage og afspænding af bækkenbunden.

Kapitel 9. Barselstiden

Kapitel 9 gennemgår grundlæggende viden omkring dagene efter fødslen, herunder knibeøvelser samt kejsersnit, og hvordan man finder balancen i det nye liv som forældre. Vi kommer også omkring den nyeste evidensbaserede forskning om ammeråd, som sikrer flest mulige mødre (som ønsker det) at amme. Herunder også rent praktisk ”hvad gør jeg, når mit barn har appetitspring?”.

Håndtering af migræne anfald i ammeperioden. Interview med sundhedsplejerske ”Se migrænen som et handicap”. Øvelser med ”Familiecirklen”. Herudover en guide til pårørende.

Kapitel 10. Yderligere information

Information om hvor der kan læses mere, herunder Facebookgrupper, blandt andet én vi selv har oprettet i forbindelse med bogen (“Migræne, når du får børn”); Migræneforeningerne, privat jordemoder, sundhedscoach.