Om Jordemoder Louise – Mama's House

Om Jordemoder Louise

Jordemoderklinikken ligger i Jylland, men det er ikke her min historie begyndte. Faktisk så vil jeg ind på fortællingen om min første fødsel. Hvordan det var at føde for første gang. "Wuhu, jordemoderens fødselsfortælling - den må da være über sej og hun har sikkert selv undersøgt sig selv og taget imod baby ude i en skovhytte til lyden af fugle fløjt og Ein Audi's klavertoner".

Men nej det var faktisk meget anderledes, eller det vil sige, nok ret meget som alle andre første gangs fødende der vælger at føde på hospitalet.  For dengang var jeg endnu ikke uddannet jordemoder, jeg var bare mig - Louise på 21 år, som faktisk nåede at fylde 22 år i juni måned inden hendes første fødte dukkede op en kold decemberdag. Havde brugt 2 måneder i aktivering (jeps, jeg var næsten - men også kun næsten - kandidat til De Unge Mødre), men jeg blev træt af det.

Efter hvad der føles som en milliard-million ansøgninger (nå ja - for hvem ansætter lige en ufaglærtmedarbejder, der tilmed er højgravid, midt i den begyndende finanskrise) kom jeg i tale med min gamle chef på Shell. Han tilbud mig timer som han ikke kunne få dækket og jeg slap fra aktiveringen - ren win-win. Selvom jeg da havde glædet mig til barselsgaven fra aktiveringsstedet. Eller noget.. 

Privat jordemoder Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue

2007: Gravid i 25. uge (sammen med "lånt" barn)

Privat jordemoder Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue

2007: Højgravid i 35. uge

Stormfuld aften..

Nå men for at stoppe den miserable snak om min procentvise større risiko for at ende som næsten "teenager-mor" uden uddannelse og job, så kan du jo helt sikkert godt regne ud, at jeg er kommet videre. 

Storm Aften Nat Fødsel Hjemmefødsel Jordemoder Privat Varde Esbjerg Jylland Ribe
Epidural Jordemoder Privat Louise Varde Esbjerg Ribe Jylland Hjemmefødsel Fødselsforberedelse Mindful Birth Fødselshypnose Hypnose Smertefri fødsel
Gravid Baby Tanker Død Normal Jordemoder Privat Jylland Varde Esbjerg Ribe Louise

En nat med rusk, regn og blæst - vi taler om dansk vintervejr når det er bedst (Ha! Det rimede), vågnede jeg omkring 3 tiden. Min mave gjorde svineondt! Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø. Jeg var på toilettet x mange med racer-mave, som havde jeg raget mig 3 maveinfluenza'er til mig ad en omgang. Om morgen ved 5 tiden - JA, jeg er A-menneske, så kl. 6 er morgen 🙂  - holdt udtømningsseancen op. Hvilket efterlod mig med en super øm mave, murren i underlivet, der føltes som menstruationssmerter x 10 millarder. Jo jo - overdrivelse fremmer forståelsen som man siger. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg gik indtil. Bevares - jeg havde da deltaget i fødselsforberedelsen, som jeg mest af alt husker, som et stor møde med 15 andre gravide maver. Vi fik en kasse sendt rundt hvor vi kunne se på diverse udstyr, som man måske kunne komme til at få brug for under en fødsel. Jeg tog den ene ting ud efter den anden. En nål på 20 cm., en lidt mindre nål der var formet som en banan i den ene ende, en metal kop med træk og metalringe og nogle andre små ting, hukommelsen med tiden har visket væk. Jeg husker tydeligt, at jeg blev bekymret. Når de nu viser alle de her ting, er det så fordi jeg får brug for det? Gad vide om min krop kan klare det? Mon jeg kan tåle smerterne? 

Tankerne fra fødselsforberedelsen dukkede op i min hjerne. Det her var ikke hvad jeg have meldt mig til. Jeg skulle jo bare have min baby ud. Efter nogle timer forsvandt veerne. Jeg sov hele formiddagen og eftermiddagen. Om eftermiddagen havde jeg haft lidt veer igen, men de gik i sig selv efter nogen tid. Jeg var spændt, men virkelig bekymret. For jeg var bange. Bange for om det var normalt. Om jeg kunne klare det. Om min baby kunne klare det. Hvad nu hvis min baby var død? Eller at den ville dø under vejs. Hvad med efter fødslen? Kom jeg mon til at sprække? Hvad hvis jeg gjorde? Alle de der hvis'er... Jeg blev mere og mere klar over, at jeg ingen kontrol havde. Ingen kontrol over hvad der kunne ske, ville ske eller om det ville ske. 

Natten efter...

Sjov som de der tidlige morgenstunder blev brugt på plukkeveer! Hov... Hvad var det nu også plukkeveer? Jeg blev helt i tvivl. Mon baby har det godt derinde? Synes jeg mærkede lidt bevægelse før, så mon ikke den er der stadig. Hjertelyden altså. Hen ad formiddagen stoppede veerne op igen. Jeg fik mig en god lur. Faktisk tror jeg, at jeg vågnede 5 timer senere, helt fortumlet. Plukkeveerne var taget til. Jeg vandrede hvileløst rundt i vores 52 kvm. store lejlighed. Ud i køkkenet (som egentligt bare bestod af bordplade på to sider, og en 2 meter lang gang og sjældent plads til mere end 2), gennem den lille firkantet kvadratmeter gang, ind i stuen og videre igennem soveværelset ud til badeværelset og tilbage igen. 

Det hjalp at gå, bevægelse føltes godt. Jeg fandt papirerne frem af mappen, nogle brochurer faldt ud og klaskede ned på gulvet. Amning stod der på en af dem - ah det kunne jeg vel finde ud af. Vuggedød var der på den anden. Vi var heldigvis ikke i risiko, vi havde hverken røget under graviditeten eller tænkt os at lade baby sove på maven. Flere farverige brochure om hvordan jeg selvfølgelig skulle sørge for sund og nærende kost (pis os, pizza Ferrari begyndte bare at lave pizza'en når jeg trådte ind af døren. No words needed, jeg kom der vidst lidt for tit) og husk nu motion. Jeg havde tilmeldt mig gravidsvømning, men som A-menneske var kl. 20.30 bare for sent for mig. Mon ikke baby klarede betingelserne for at ende med blodtype Marabou alligevel?

I mellem alle brochurerne fandt jeg papiret, jeg søgte. Gode råd i begyndende fødsel. What the hell, jeg var sgu da i fødsel, jeg var ved at føde! HAAAAALLOOO? Anyways, jeg læste rådende og bandede over at jeg ikke havde hvidtøl på lager. Det skulle få en til at slappe af stod der. Jeg måtte også gerne tage panodil. HA, som om de ville gøre nogen nytte. Jeg gav op, det gjorde ondt, men ikke værre end at jeg kunne puste mig igennem dem. Så var det vidst ikke rigtige veer, jordemoderen havde jo fortalt at "Jeg ville ikke være i tvivl". Men jeg var i tvivl, så det var jo nok ikke nu. Jeg gik i bad.

Intet gik...

Eller jo, jeg fik jo født, som du sikkert har regnet ud for længst. Ud kommer de jo de der børn. Men efter 3 bade og et vandforbrug der svarede til zoologisk haves pingvin bassin, fik jeg taget noget tøj på. Jeg lå på sengen. Det gjorde ondt nu, men med vejrtrækningen klarede jeg det - tror jeg nok. Jeg bad min mand om at ringe til fødegangen - jeg ville ind. NU! Jordemoderen i røret (jeg fik referatet af min mand) fortalte at det kunne tage mange timer endnu, jeg var jo førstegangsfødende og det ville være fint hvis jeg kunne være lidt længere derhjemme. For jeg var sikkert ikke så langt endnu. 

30 minutter gik der. Så gjorde det så ondt at tårerne løb ned af mine kinder. Jeg var bange. Forpint. Jeg havde brug for hjælp. Men der var jo ikke en grund til at tage ind på fødegangen, jeg var jo bare i opstartsfasen. Jeg havde brug for at have en jordemoder hos mig. Jeg følte mig enorm alene. Min mand var der for mig, men han var ikke udrustet nok til at give mig det jeg havde brug for. Han kunne knapt nok være i det selv. Han ringede igen, jordemoderen bad om at tale med mig. Jeg kunne ikke, det eneste jeg kunne var at fokusere på at komme gennem den næste ve. Jordemoderen havde advaret min mand, vi skulle sikkert hjem igen. Men det betød ikke så meget. Jeg var bange og havde brug for hjælp. 

Angst Bange Bekymring Fødsel Fødselsangst Jordemoder Louise Privat Varde Esbjerg Ribe Jylland Jordemoderklinik

Vi kom ind på hospitalet, eller det vil sige, vi skulle først finde en parkeringsplads. Min mand kendte ikke området så godt. Jeg husker de 5 minutters bilkørsel. Jeg følte, jeg skulle dø. Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg havde pisse ondt og tårene løb stadig ned af mine kinder. Henne ved indgangen kunne jeg ikke mere. Men jeg skulle. Hen til elevatoren. Der var vel 10 meter, det var de længste meter i mit liv. Da elevatoren gik op, blev vi henvist til en stol i en gang. Det var ydmygende. At sidde der til offentlig skue, tårerne løbende ned af kinderne, tankerne omkring at det her var umuligt. At det gjorde så ondt at jeg ville have det til at gå væk. 

Undersøgelsen...

Jeg fornemmede en vis panik omkring mig, et par jordemødre (tror jeg nok i hvert fald) fulgte mig ind på en stue. Jeg blev henvis til en seng, hvor jeg absolute ikke kunne ligge i. Men det skulle jeg. Hun (jordemoderen) skulle undersøge mig, hvor langt jeg var i fødslen. Den anden (måske jordemoderstuderende) kiggede på og min daværende kæreste holdt mig i hånden. Jeg. Kunne. Ikke. Mere... Ikke mere smerte, ikke mere fødsel, det var for meget.. Alt sammen.. Jeg var utryg, jeg kendte ikke et øje ud over min daværende kæreste, som desværre ikke var ret glad for hospitaler og det føltes som om han helst ville have været fri og jeg var ikke i mine vante omgivelser.

Hun stak hånden ind, eller måske var det bare hendes fingre. 8 centimer proklamerede hun. "Flot, det er sjældent vi møder kvinder der kommer ind og er så åben når det er første gang". HA! Det kunne jeg satme da godt have fortalt dig! Det var jo ligesom derfor jeg fik min daværende kæreste til at ringe ind i første omgang". Men jeg fik bare fremstammet et "Nååh, tak?". Min krop arbejde altså fint, jeg havde gjort et stort stykke arbejde derhjemme og min baby havde det godt. Næste jordemoder i rækken kom ind, hun skulle være der resten af tiden. Hun var egentlig meget sød, men altså, intet personligt som sådan, jeg kendte hende jo ikke og du ved måske hvordan det er, det der med at lukke op for "fremmede". 

Kort tid efter foreslog hun at jeg kom op i et badekar og jeg tænkte "Tjo, hvorfor ikke?". Resultatet var; god smertelindring. Men jeg brød mig nu ikke om alt det varme - jeg er heller ikke typen der kan lidt badekar/spa hvor temperaturen er meget mere end 37 grader. Bruseren derimod var perfekt, men nå pyt. Jeg kom op. Jordemoderen var utålmodig, så hun foreslog at tage vandet for at sætte lidt mere skub i fødslen (jeg havde på nuværende tidspunkt kun åbnet mig 1 cm på 1,5 time - efter jeg er blevet jordemoder, så ved jeg at det nok var liiiiige hidsigt nok at gå til det på den måde). 

Ve-drop fra helved...

Efter vandet blev taget, så rullede den ene smertefulde ve indover mig efter den anden. Det gjorde vanvittig ondt. Først blev jeg tilbud lattergas på en maske, men jeg kunne slet ikke med den maske. Bagefter kom jeg op at stå, det var faktisk den bedste måde at håndtere veerne på (hvilket jeg faktisk havde gjort undervejs i fødslen der hjemme også). Jeg blev tilbudt akupunktur, men det eneste jeg husker fra dem var at der var en nål der generede mig, og smerterne flyttede sig fra lænden til forsiden i stedet for. Så de blev hurtigt pillet ud igen. 

2 timer efter vandet var taget, blev jeg undersøgt igen. Der var jeg næsten helt åben, med kun en lille kant af livmodermunden tilbage foran. I min journal står der "pga lidt langvarigt forløb på sættet ctg, der opsættes s-drop 10ml" - hvilket betyder at jordemoderen ikke mente at jeg havde åbnet mig hurtigt nok og i stedet ville skubbe på med et vestimulerende drop (også kendt som ve-drop). Derfra, var fødslen som at være i helved, veerne gjorde endnu mere ondt en hidtil. 

Jeg havde 6 veer på 10 minutter (hvilket er 1 for mange) og da jeg når op på at have 7 veer på 10 minutter efter den første halve time så skruer hun næsten ned (lader den fortsætte på 2 ml). Mens jeg har ve-droppet ligger jeg fladt på ryggen, og på CTG (hjertelydskurven) og min drengs hjertelyd dykker (eller det slår mindre hurtigt end det skal), det var rigtig ubehageligt. Heldigvis stoppede hans hjertelyd med at dykke efter nogle minutter. Man kalder det for et Vena Cava syndrom, hvor vægten af livmoder, fostervand, moderkage og barn trykker på en af de store blodåre og mindsker tilbageførslen af blodet.

Jeg ville ikke mere...

Og jeg følte virkelig ikke at jeg kunne mere. Jeg ville hjem og så skide være med den baby der! (Det mente jeg ikke, men var virkelig helt derude hvor jeg var træt). Der var vagtskifte, ind kom den her rødhårede krøltop som var tålmodig. Jeg takkede ja tak til at få en pudendusblokade og varmepude. Veerne tog af, blev korte og med længere pauser i mellem.

Hun lyttede til min krop! Det var fantastisk. Jeg hvilede mig på siden, fik en varme pude på lænden. I 30 minutter fik jeg ro til at hvile og være tålmodig med at min krop nok selv skulle gøre arbejdet. Tilliden vendte tilbage i samme takt som veerne stille og roligt blev kraftigere og kraftigere, tættere og tættere på hinanden. Jeg var nu helt åben. Kunne presse alt jeg havde i mig. Men hvordan? Jeg lå på ryggen. Det var svært at få en fornemmelse af noget som helst. Især når det hele sved og føles som om det skulle eksplodere. 43 minutter brugte jeg på at hjælpe min krop med at føde mit barn.

Kl. 01:43 den 5. december kom min dejlige søn William på 3752 gram og 52 cm lang til verden. Den varmeste, bløde, snaskede, fedtede og klistrede lille klump landede på min mave. Shit! Hvad skulle jeg nu? Jeg holdt om ham med begge arme. Han skreg, forvandlingen der var så hurtig, fra blå til lyserød på få sekunder. Et vaske ægte mirakel. Han levede. Jeg var lettet. Efter kort tid fulgte moderkage efter i en smule blod og den rødhårede krøltop proklamerede "Der er kun et par hudafskrabninger, så jeg skal ikke sy". Mine skuldre sank ned, lettelsen skyllede indover mig. Jeg klarede det. Det gik, selvom jeg ikke havde kontrollen. 

Privat jordemoder Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue


Baby Amning Privat jordemoder Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue

Starten på noget nyt...

Gennem årene har jeg oplevet mange fødsler - både min egen hjemmefødsel og andres. Jeg har altid haft følelsen af, at jeg ville noget andet. Noget anderledes. Noget der for mig føltes bedre end hvordan fødsler håndteres idag. Jeg fik lært at slippe kontrollen, jeg lærte at elske fødsler. Mest fordi jeg selv troede på mig selv, troede på mine evner, troede på at jeg kunne føde. Også selvom jeg var angst, bekymret og frygtede fødslen. Jeg oplevede hvordan tillid, tålmodighed og tryghed var de allervigtigste faktorer for at skabe en god fødsel. 

Fordi - Fødslen er minder, der ikke kan gøres om.

I min rolle som jordemoder savnede jeg noget. Det "noget" var at kende "mine" familier. Selvfølgelig er der plads og mulighed for at jeg kunne indgå i et kendt jordemoderteam. Men alligevel, så var (og er) det ikke nok for mig. Der skal være plads til tålmodighed. Plads til flere timers jordemoderbesøg og mange jordemoderbesøg i dit eget hjem. Alt skal være individuelt og helt skræddersyet og tilpasset hver enkel familie. Sådan så du føler dig allerbedst rustet til fødslen, til amningen og vigtigst af alt; Livet som småbørns forældre.

De allervigtigste nøgleord; tillid, tryghed og tålmodighed.

Derfor blev det starten til "Mama's House" - et hus der kan fortolkes og tilpasses den enkeltes betydning af værdien. Dit hjem, mit hjem, dit barns hjem, familiens kerne... Her får du tillid til mig, fordi jeg står ved din side gennem hele graviditeten og tillid til din krops egenskaber som gravid, fødende, ammende og forælder! Tryghed gennem mig, fordi jeg er dit redskab for at have tryghed ved at have en kompetent, veluddannet og empatisk jordemoder ved din side undervejs i graviditeten og gennem din fødsel. Tålmodigheden giver jeg dig, så dig kan føde på netop den måde du ønsker, tålmodigheden med at give din krop tid til at føde.

Jeg vil elske at se dig gøre det, du er god til <3 

Mama's House - Minder, der ikke kan gøres om.

Privat jordemoder Certified Midwife Jutland Homebirth Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue