Min historie ⋆ Mama's House

Min historie

Min fortælling starter allerede inden jeg blev født. Den dag jeg mødte livet udenfor livmoderen, var det en kold, ukendt og utryg verden, lige der på det varme bryst af min moder. Varmen og smilet fra min udtrættede moder falmede med tiden. Jeg blev knuselsket, var et drømmebarn og ønskebarn, til forskel fra mine søskende, er jeg blevet fortalt.

Alligevel, var der mange skeletter i skabet, som desværre kun så dagens lys blandt de nærmeste familiemedlemmer. Skeletter, der den dag i dag bevirker at min hukommelse fra mine første leveår og frem til ca. 10-årsalderen belejligt er blevet slettet og pakket så langt væk i en dyb og mørk afkrog i den allerinderste del af min hjerne.

Risiko for ballade

Min hukommelse tager os frem til en alder hvor jeg husker følelsen af at komme hjem fra skole og lige sondere terrænet for risiko for ballade.

Ofte fandt jeg min mor sovende på sofaen, hvis ikke jeg fandt hende i gang med at svinge støvsuger, støvkost eller ordne tøjvasken. At komme hjem, indbefattede at have antennerne ud – så langt ude af jeg havde svært ved at skelne mellem hvilke følelser reelt var mine og hvilke der reelt var min mors – fordi, hvis mor var i dårligt humør, var det om at opmuntre hende det bedste jeg havde lært. Vrede, surhed og ked-af-det-hed var der kun plads til langt inde under dynen i mørket.

Jeg husker hvordan jeg ofte gik tur i parken, der lå 200 meter fra mine forældres hus. Ved siden af parken lå kirken og kirkegården, med tilhørende kompost område. I dette kompost område kunne jeg ofte finde blomster eller blomsterløg fra gravene der var blevet kasseret. For at gøre mor i bedre humør, kom jeg ofte hjem med blomster gaver til hende. Det hjalp også for en kort stund, lidt som at tisse i bukserne på en frostdag, fordi du gerne vil have varmen.

Snedronningen og det frosne hjerte

Nogle gange blev jeg bedt om at hjælpe til når jeg kom hjem fra skole – men det gik sjældent ret godt, for når jeg virkelig gjorde mit bedste. Lagde alt min energi i at lægge strømperne sammen som jeg vidste min mor gerne ville have dem – så var det aldrig godt nok.

En kold klud i form af sætningen ”Du gør dig jo bare dårlig, fordi du vil undgå at jeg beder dig om hjælp næste gang” ramte mit ansigt. I første omgang registrerede jeg ikke hvordan sætningen kølnede mit ansigt, hvordan kulden løb ned i mit hjerte.

Med alderen voksede en jernring, en mur af jernpanser op omkring mit hjerte. Utallige våde klude havde frosset mit hjerte på samme vis som snedronningen frøs lille Kays hjerte. Snedronningen blev mit billede på min egen mor.

Fødselsattesten

Fra den dag af var jeg overbevist om at snedronningen ikke var min rigtige mor, jeg måtte være adopteret og hvis jeg bare kiggede grundigt nok i kasserne på loftet, så ville jeg kunne lokalisere min fødselsattest, som dokumenterede at min mor i virkeligheden var en vidunderlig kvinde.

NEWSFLASH: Jeg fandt aldrig fødselsattesten med de rigtige navne. Derfor måtte jeg erkende at snedronningen var mit korrekte genetiske ophav.

Men dette var også øjeblikket, hvor det gik op for mig at mødre ikke skulle være sådan overfor deres børn. At mødre havde sat børn i verden for at elske dem, ikke for at bruge dem til at opnå selvhævdelse og privat psykolog, når forældrenes parforhold knagede eller når mormor var helt umulig.

Kuk – kuk – far hvor er du?

Du spørger sikkert hvor min far var i alt det her. Med god grund. Han var der fysisk. Men mentalt oplevede jeg ham som værende afkoblet. Hvorfor vil jeg kun kunne gisne om, men min egen tro er, at han måtte flygte mentalt ind i Walt Disneys tegnefilm sammen med os børn, på fisketure ud i det blå eller i en lille gyngende jolle i Kattegat.

Jeg fik løbende psykologhjælp, primært fordi snedronningen havde brug for hjælp til at håndtere mig. Men det blev som jeg husker det udlagt som om at det var mig der var problemet. For snedronningen var jo perfekt.

Åndehullet hos mormor

Hos min mormor fik jeg den håndsrækning det krævede at være højintelligent og barn på samme tid. Jeg fik kryds og tvær at løse, vi byggede snemænd og gik i skoven for at bygge huler. Kreativiteten og fantasien fejlede heller ikke noget.

Selv dagen hvor jeg havde sprøjtet hendes cigar til med vand (fordi jeg havde et højt ønske om at hun stoppede med at ryge fordi det var usundt), og hun troede det var min onkel. Det endte med vandkrig inde i lejligheden, hvor først min onkel fik hældt en flaske vand ned af nakken og efterfølgende stod de ude på badeværelset – den ene med bruseren i hånden og den anden med en af margreteskålene. Jeg var placeret på selve toilettet og kunne som førstehåndstilskuer grinene se resultatet af min lille uskyldige ”brandslukning”.

Efterskolen og ansvaret

I teenagerårene kom jeg på efterskole. Jeg elskede efterskolen. Især fordi de drev den under ”Frihed under ansvar”. Et udtryk jeg senere har taget til mig som noget helt personligt. For med friheden kommer ansvaret – tager du ansvaret for dig selv og dine gerninger, har du friheden.

Det betyder helt konkret for mig i dag, at du er helt og holdent selv ansvarlig for dig selv, dine følelser og dine handlinger. Tør du at tage ansvar? Jeg kan garantere dig for at det skaber frihed at kunne vælge selv hvilke følelser du vil lade komme frem i dig. For en følelse er en kemisk reaktion på noget du har værdi sat.

Mit første barn

Privat jordemoder Jylland Varde Esbjerg Louise Carina Haagen Bue

Vi spoler smalfilmen frem til mit 21. år. Det var sommer, jeg var små 20. uger henne i graviditeten. Jeg havde netop afsluttet min HTX (teknisk gymnasium). Min kæreste (barnets far) og jeg var enige om, at det skulle være os to for altid. Jeg så ham som min klippesten.

En klippesten der ind i mellem vippede faretruende i stormvejr og vind. Et stormvejr og vind jeg forsøgte at tøjle, det jeg kunne bedst muligt. På samme vis var mine antenner langt ude og her havde jeg også udfordringer med at se hvilke følelser der var mine og hans.

Samtidig med skulle jeg sætte grænser for snedronningen. Snedronningen havde med garanti de bedste intentioner, men for mig forekom det manipulerende og kontrollerende. På samme vis med min kæreste. En manipulation og kontrollerende adfærd, jeg først blev opmærksom på, lang senere hen.

Intentioner og ansvar

Når jeg skriver at de sandsynligvis havde de bedste intentioner, er med bevidstheden om at jeg ikke 100 % kender intentionen bag handlingen. Lige som jeg mener at 50 % af ansvaret i en relation er mit eget. Ikke at jeg nogensinde vil (eller skal) forsvare voldelige (voldelige defineret i form af: psykisk, fysisk, økonomisk og/eller seksuel) forældre, ægtefæller, venner ect.

MEN det er mit ansvar at jeg ikke tillader dette. Det kan lyde hårdt og som om jeg vil straffe ofre (jeg selv inklusiv) for at leve med voldelige personer. Det er det ikke. Når du er barn, vil du aldrig have en chance, MEN når du bliver voksen, har du selv et ansvar for at du tillader en anden at være voldelig overfor dig.

Livet op og ned

Livet sammen med mine børns far var meget op og ned. Han var og er en del af vores drenge, både genetisk og mentalt. At han og jeg sjældent var enige op børneopdragelse gjorde det svært for vores parforhold. Ligesom det gjorde det svært at jeg oplevede ham som psykisk nedbrydende.

De sidste måneder af vores parforhold endte også med fysisk vold og truslen herom. Jeg har altid, egentlig helt tilbage til ”find blomster til mor i kompost” tiden, været en pleaser. En der pleaser for at undgå ubehagelige situationer.

Når jeg så havnede i en ubehagelig situation, så var det helt og holdent min skyld. Det var jo mig der havde fejlet og ikke gjort det godt nok. Egentligt skreg kompasset efter at jeg fik øjnene op, og havde nok egentlig altid gjort det. Men det var først efter en lang periode at jeg begyndte at lytte til det igen, efter endnu en nat med tankemylder om, hvordan det kunne være at jeg stadigvæk ikke var lykkelig trods jeg havde mand, børn, kat og hus på landet.

Morkompasset

Det var kompasset der igen (efter laaaaaaang tid) havde forsøgt at opnå en kontakt med mig. Om at vi var på en forkert rute. En forkert retning.

De nye koordinater betød skilsmisse og hjælp fra mødrehjælpens program ”Ud af voldens skygge”. Her fik jeg hjælp til det praktiske – såvel som den følelsesmæssige bearbejdning af alt det der var sket. At erkende at jeg blev en del af statistikken var nok det hårdeste for mig. For den slags sker, på trods af dine evner og ressourcer, også for mennesker der er ”normale”.

Undervejs i skilsmissen og årene efterfølgende, var der perioder, hvor jeg i de sorteste stunder overvejede om det ikke ville være lettere at gå tilbage til børnenes far. Så slap jeg for samtaler i statsforvaltningen ang. mine bekymringer. At skulle undgå utallige underretninger til kommunen fra fagfolk når børnene udtalte ”Far slår” eller ”Jeg er bange for far”.

Manglende accept – og selvaccept

Når snedronningen ikke accepterede at jeg havde valgt at gå fra ham. Hvor jeg flere år senere opdager at hun har samarbejdet med min eksmand og et familiemedlem har udtalt til min eksmand at ”Du skal passe på Louise nu hvor i ikke er gift længere, hun kan finde på hvad som helst”.

Følelsen af at ”lige om lidt, så opdager de, at jeg slet ikke er så godt og dygtig som de går og tror” til en følelse af selvkærlighed til at selvfølgelig er jeg god nok. Og ikke blot god nok fordi jeg kunne de ting jeg kunne, men en selvaccept af at jeg var god nok fordi jeg var Louise.

Det gav mig troen på at jeg faktisk var (og er) pisse hamrende dygtig til at hjælpe andre kvinder gennem deres udvikling fra at være kvinde til at være mor, selvom de ikke har lært hvordan fra deres egen mor.

Dating og kompasset

Løbende har jeg justeret ting der ikke var i overensstemmelse med mit kompas. Er du klar over hvor svært det er at gå på dating når kompasset KONSTANT fortæller dig du er på afveje? Du bliver i tvivl om det der skide kompas nu har ret, for han er nu ret sød. Han fortæller de rigtige ting og ved præcis hvilken knap han skal trykke på. Og bum, du falder i fælden af at kompasset havde ret og det var en fejl at fortsætte daten.

Da jeg (efter hvad der føltes som 1000vis af kaffe-, gåtur-i-parken eller lad-os-tage-en-kop-vand-hos-dig dates) endelig justerede på mit håb og i stedet fulgte kompasset, skulle der ikke meget til at opdage at min kommende partner havde været for mine øjne i mere end 3 år. Skolepædagogen på min søns skole.

Den dag i dag sidder jeg nu, gravid med vores første fælles barn (vi har 4 børn før den nye), som vi planlægger at føde hjemme.

Babyforøgelse

Det er jo nemlig det skønne ved, at babyforøgelse – du bliver sendt ud på en tømmerflåde på åbent hav. Måske har du som mig et veludviklet kompas, måske skal du først lige lære at læse kompasset. Samtidig med du skal holde tømmeret sammen, nogle gange har sådan nogle sammentømret ting det jo med at gå op – enten må man så smide den overskydende last eller også fæstne brædderne på en anden om mere sikker måde.

Jeg glæder mig til den vildeste transition fra kvinde til mor – og denne gang med kun få rester af en usikkerhed i at stole på mit kompas. I hvert fald hvis barnet er en dreng.

Barnets køn

Usikkerheden på at nu skulle have et nyt barn og håbet om at det bliver en dreng igen, handler ikke om at piger er forfærdelige. Men fordi jeg frygter, at jeg vil ende med at give en datter den samme opvækst som jeg selv fik hos snedronningen. Når jeg siger det højt, får jeg tårer i øjnene. Jeg ønsker at mine børn skal have en tryg og tillidsfuld opvækst, uden en snedronning. Min frygt, for at kompasset vil fejle, når kønnet er en pige, er stor. Hvad nu hvis jeg bliver snedronningen. For snedronningen er en del af mig, genetisk og følelsesmæssigt.

Derfor glæder jeg mig til endnu en transformation. At følge min udvikling og vækst til at kunne følge kompasset uanset om vi får en lille dreng eller pige mere. Kærlighed er størst. Kærlighed til sig selv. Kærlighed til sin partner. Kærlighed til børn. Kærlighed til livet. Kompasset fortæller mig, at så længe jeg følger den, så skal det nok gå godt alt sammen. Uanset, vil livet altid fortsætte. Du har et valgt – du har et ansvar for dig selv. Frihed under ansvar, ansvar for dine kemiske reaktioner.